Hold Formen På Ferien

Snak med

Det er ved at være sommer og tid til ferie. Der skal slappes af og det betyder ofte at man også lige spiser lidt ekstra snacks, snupper et par drinks og generelt er lidt løsere med det hele. Træning er også typisk noget man holder ferie fra.

Når man så kommer tilbage fra ferie, så har man lige pludselig ikke trænet en uge eller to, man har spist og drukket mere end normalt og man har måske fået lige lidt for meget alkohol. Slutresultatet af det sidder typisk omkring midterregionen i form af lidt ekstra vægt og kondien har lige fået et par hak nedad.

Men man kan rent faktisk godt tage på ferie uden at det sker….og det behøver ikke være juicefaste på La Santa det hele.

Her er nogle ideer til hvordan man kan komme smartere igennem sin ferie og stadigvæk have tid til at nyde den!

TRÆN TIDLIGT PÅ DAGEN

Træn inden morgenmaden eller et par timer efter. Hvorfor? Først og fremmest får man et energiboost til resten af dagen. Og jo længere tid man venter med at få trænet, jo større er chancen for at man bliver distraheret af mad og drikke og slet ikke får trænet!

HAV EN NEM, HURTIG BODYWEIGHT RUTINE

Den nemmeste måde at få trænet på er ved få det overstået hurtigst muligt. Det bliver ikke meget hurtigere end når man vågner op om morgenen! Tag 3 runder af følgende rutine: push-ups, air squats, mountain climbers, planke, burpees. Reps afhænger af dagsformen – dagen efter en våd aften 1-5 reps i gelinde tempo, dagen efter stille og rolig ædedag – 10-15 reps i et tempo der afspejler din dårlige samvittighed. Hop herefter i bad og start dagen stærkt!

SPIS BALANCERET

Dine spisevaner på ferie bør minde meget om dine spisevaner hjemme. Det skal ikke ende med at blive 2 ugers teltferie foran buffeten med afstikkere til baren. Forsøg at spise proteiner og grønt til alle måltider, læg de fleste kulhydrater tidligt på dagen eller efter træning og spis til du ikke længere er sulten.

DRIK MASSER AF VAND

Drik masser af vand. Man bliver nemt overrumplet og fristet af mad og alkohol, når det er over det hele. Men tit og ofte er man rent faktisk ikke sulten, men bare tørstig. Hav nem adgang til drikkevand i løbet af dagen og få stillet tørsten inden du lige spiser Cornetto is nummer tre.

TAG TRAPPERNE

Når man tager på ferie sker det også ofte at ens ben tager på ferie med en. Elevator, lejebiler, rulletrapper, sidde eller ligge ned hele dagen. Lige pludselig har man kun gået 500 skridt i løbet af en dag og man er blevet stiv i kroppen. Bevæg dig i løbet af dagen og tag trapperne når muligt. Der er bonuspoint hvis man som dagens træning tager trappe sprint!

PAS PÅ DE FLYDENDE KALORIER

Det er nemt at drikke sine kalorier. Medmindre man går helt amok i fedtet mad og masser af kage, så kommer de fleste af ens feriekalorier i flydende form. Man kan ret hurtigt drikke ret meget sodavand, drinks eller juice i løbet af en varm dag. Så tænk dig om når du er ude også om aftenen. Cocktails er godt nok små, men der ryger hurtigt 500 kalorier indenbords. En enkelt cocktail skader ikke, men hvis lægger fra til en våd aften, så er man bedre tjent med at holde sig til de rene varer – vin, light øl eller champagne.

Cirka kalorieindhold for drikkevarer (ca 1 genstand):

Champagne > 85 kalorier

Alkohol > 95 kalorier

Light Øl > 105 kalorier

Hvidvin > 120 kalorier

Rødvin > 125 kalorier

Øl > 150 kalorier

Cocktails > 125 – 500 kalorier

TAG LIDT UDSTYR MED

Tag noget træningsgrej med der er nemt at transportere. Sådan noget som et sjippetov og nogle elastikker fylder ikke meget. Sammen med nogle bodyweight øvelser kan man få trænet cardio, HIIT og calisthenics på 20-30 minutter.

SNACK ATTACK

Tag nogle proteinbarer med, som vores High Protein Snack Bar – Proteinbar. Hvis lækkersulten eller paniksulten melder sig på flyet, på stranden, når man kommer hjem fra byen eller dagen efter, så er det nemt at få stillet den lille sult med en proteinbar eller to. Masser af proteiner, ikke så mange kulhydrater og godtm med fibre, så kan man klare sig et godt stykke tid på dem.

VIGTIGST AF ALT – NYD DIN FERIE

Allervigtigst af alt er dog at du nyder din ferie og får ladt op. Det er lige så vigtigt at lade op mentalt, som det er at lade kroppen slappe af. Så hvis du en enkelt gang eller to går amok i buffeten, så sker der ikke noget. Og hvis du kommer hjem med et ekstra kg eller to…..så ryger det hurtigt igen. Så nyd ferien og lad op til at komme hjem og træne endnu hårdere!

Der er lukket for kommentarer.