Hold Motivationen Høj Og Nå Dine Mål

Snak med

Der er mange faktorer der spiller ind i det at opnå succes i din valgte sport. Træning er en selvfølge. Restitution og hvile. Den rigtige kost og de rigtige kosttilskud. Men noget der er næsten lige så vigtigt, er noget lidt mere uhåndgribeligt – motivation og målsætning.

I alle sportsgrene finder du mennesker, der slet ingen mål har, mennesker der vælger den lavthængende frugt og så dem der sætter meget specifikke mål.

Hvad er et sandt mål?

Et godt mål er utroligt specifikt og har retning mod noget (eller væk fra) der kan måles og styres. Mål inden for sport er typisk bundet op på en dato, et sted, en konkurrence, en serie tal. Du ved du har sat dig et mål, når du ikke kan tænke på andet!

Så det er vigtigt at bevæge sig fra noget generelt til noget specifikt og målbart.

  • I stedet for at sige at man vil tabe sig, så sig hvor meget du vil tabe og til hvilken dato.
  • I stedet for at sige at man gerne vil løbe en marathon, så vælg et løb, meld dig til det, memoriser datoen og lær ruten udenad.
  • I stedet for bare at sige at man vil starte med at træne, så sæt et mål på et specifikt (komplekst) løft, som at ville squatte sin kropsvægt.

 

Vid Hvorfor Du Gør Det

En vigtig del af et godt mål er at vide, hvorfor man gerne vil opnå det. Hvad driver dig hen mod målet? Hvad er dit “derfor!”? Det kan sagtens være noget, der er ligegyldigt for andre. Det er fuldstændigt ligegyldigt – det er dit mål. Det vigtigste er at det betyder noget for dig. Jo hårdere målet er, jo større udfordringen og vejen derhen er, des større skal dit “derfor!” være.  Dit “derfor!” er det der holder dig kørende, når du er ved at give op, når du er ved at køre en hel bakke flødeboller ned eller når du hellere vil sidde i omklædningsrummet og småpive end at gå ind og træne ben. Dit “derfor!” skal være stærkere end alle dine dårlige, demotiverende tanker.

Sætter Du Mål?

Spørg enhver elite sportsmand/-kvinde og svaret vil være “ja”. For folk i toppen, er det en essentiel del af deres succes, at de sætter mål. Hvordan kan du ellers bevæge dig hen i mod hvor du gerne vil være, eller vide hvornår du er der, hvis du ikke ved hvor du vil hen?

Hvis du ikke allerede sætter mål, så er opfordringen herfra – start NU! Det er rent faktisk ikke så slemt og det er ret sjovt. Nogen mennesker er meget åbne omkring deres mål, mens andre foretrækker at holde kortene lidt tættere på kroppen. Uanset hvad du gør, så skal du gøre det der motiverer dig mest og holder dig mest op på målet.

En rigtigt god ide er at sætte 30 minutter af og benytte en af nedenstående målsætningsværktøjer, hver gang du sætter dig et nyt mål. Dette gør at du er solidt rustet til rejsen mod målet.

 Hvilke Målsætningsteknikker og -værktøjer kan du bruge?

Målsætning kan være så offentlig og privat som du har lyst til og behov for. Der er fordele og ulemper ved begge og i sidste ende kommer det an på dig og din personlighed. Er du eksternt (ros/ris fra andre, frygten for ydmygelse) eller internt (man brænder for noget eller finder det vanvittigt interessant) motiveret? Er stress (også selv om det kommer fra dig selv!) en god ting eller noget der får dig til at bryde ud i koldsved? Foretrækker du at blive trukket hen mod dit mål med en gulerod eller skal du hellere piskes derhen?

Vision board: Pinterest kan være godt til mange ting, men her har du brug for en fysisk udgave. Et stort stykke pap, en opslagstavle eller køleskabet fungerer perfekt til formålet. Så lad fantasien vandre. Sæt billeder, fotos, motiverende citater, sangtekster, gamle fotos af dig selv, fotos af atleter der motiverer dig, fotos fra sidste konkurrence eller promo-materiale fra eventen. Det man fokuserer på konstant har man sjovt nok en tendens til at søge hen imod.

Countdown timere: Der er masser af apps til telefonen, der ubønhørligt tæller nedad mod Judgment Day. Eller hold det lidt old-school og brug en gammeldags vægkalender. Kryds dagene af efterhånden som du nærmer dig datoen. Bare sørg for at kalenderen er et sted du ser mange gange i løbet af dagen, såsom køkkenet.

Privat Dagbog/Logbog: Online dagbøger eller mere traditionelle dagbøger/logbøger er stadigvæk en rigtigt god måde at holde sig motiveret, holde fokus og holde det hele privat. Måneder, år, årtier senere kan man kigge tilbage og se dagsformen, tankerne og succeserne dengang. Efterhånden som man udbygger den, vil det i højere og højere grad blive en  ressource man kan trække på løbende.

Blogs, forum, social media: Dagbog 2.0 – men i meget høj grad ikke så privat. Hvis du bliver eksternt motiveret kan en blog, forumtråd eller en social konto være en god ide. Man skal til tider have lidt hård hud og man skal kunne klare presset, men hvis man kan det og bliver eksternt motiveret, så er det her en værdifuld ressource.

Træningspartnere: En god træningspartner er sin vægt værd i guld. En god træningspartner fungerer som coach, en grædende skulder og heppekor efter behov. Find en du kan stole på, ikke bare med dine mål, men også i forhold til din tid og kalender.

Hvordan sætter du mål? Og hvad fungerer for dig?

Om forfatteren:

Nicola Joyce har skrevet om sport, fitness, kost og helbred siden 2004. Hun er ihærdig idrætsudøver med en baggrund som udholdenhedsatlet, men konkurrerer nu som naturlig bodybuilder, hvor hun senest vandt en world title hos INBF. Når hun skriver her, blogger hun på nicolajoyce.co.uk og på Facebook & Twitter (@thefitwriter).

Der er lukket for kommentarer.